2. sunnudagur fyri føstu (seksagesima) (1)

Prædika í Vágs kirkju - Vágs kirkja og Kirkjukórið Ljómur 80 ár.

Í navni Faðirsins og Sonarins og Heilaga Andans. Hetta heilaga evangeliið skrivar Lukas evangelistur 8,4-15:

Heilagi faðir! Vit takka tær fyri títt heilaga orð til okkara í dag. Orð títt er sannleiki, lat tað lýsa okkum vegin til sannleika og sælu! Amen.

I begyndelsen af januar var nogle af præsterne i Viðareiði i et par dage til ’kyrrudagur’.

Vi mødtes til morgenmad og hilste på hinanden, og bagefter trak vi os til vore egne værelser og vi fik lov til selv at bestemme, hvad vi skulle bruge dagene til, men det blev stillet én betingelse: Vi måtte ikke tale sammen!

Vi efterlignede vor Herre Jesus, som plejede selv, at trække sig tilbage fra folkeskaren for at bede alene. Og nogle af præsterne valgte at læse mens andre nød en tur i naturen, og både om morgenen og om aftenen holdt deltagerne andagter i kirken, hvor det blev muligt at bruge stemmen igen til at synge et par salmer.

Vi skulle standse op og trække os tilbage fra alle vore planer og verdslige pligter, og det er netop, hvad Gud ønsker, at vi skal gøre, i det mindste én gang om ugen.

Det var en opløftende oplevelse at slukke mobiltelefonen og fjernsynet, og være ud i naturen og i kirken; at slukke for verdens støj og forstyrrelser og give sig selv tid til at samle ens tanker og i stille bøn, holde selskab med Herren.

Vi gør noget lignende når vi holder stillegudstjenester, Aftankvirra, hvor vi sidder i stilhed og med dæmpet lys i kirken, i en kort tid, og måske tænder vi nogle lys på lysgloben, og til sidst synger og beder vi sammen.

Selve kirkerummet indbyder til bøn, refleksion, fordybelse og eftertanke. Det hedder i Salmernes bog 46,11: »Latið av og sannið, at eg eri Guð, hátt hevjaður fólkanna millum, hátt hevjaður á jørð!«

Jesus har lært os i ’Faðir vár’, at tænke på og sætte Gud først i vort liv, og det er netop i stilheden, at sjælen får lov til at høre Gud. Jesus har skænket Sandhedens Ånd, Helligånden, i hjertet af enhver, der tilhører ham, og Helligånden både vækker troen i os, formulerer vore bønner og lærer os alt om Kristus Jesus og dennes lære (Joh.14,15f.26) Det er Guds Ånds stille stemme i dit hjerte, (1. kong.19,12) der minder dig om Guds Ord, og den vejleder dig, så at du ved, hvad er sand og hvad er falsk, og kan skelne, hvad er rigtig og hvad er ikke rigtig.

Derfor, når Jesus siger: »Tann, ið oyru hevur at hoyra við, hann hoyri!« så skal vi høre Gud både med vor kropslig øre og med vore åndelige øre, fordi Herren siger i vers 18: Gevið tí gætur eftir, hvussu tit hoyra! I hvilken Ånd lytter vi med, Guds Ånd eller vor egen ånd? Og i hvilken ånd bliver Skrifterne forkyndt, altså, taler forkynderen i sin egen ånd eller i Guds Ånd? Både den der forkynder og den der lytter, skal gøre det i Guds Ånd og med iver og alvor fordi det drejer sig om frelse og det evige liv!

Vi hørte Jesu lignelse om sædemanden, og han nævnte, at kornsædet er Guds Ord.

Når kornsædet er Guds Evangelium, så er sædemanden en forkynder, og kornsædet kommer af Gud. Sædemanden kaster kornsædet ud på marken, og det svarer til, at forkynderen giver Guds Ord videre i Herrens navn, fordi det er Herren som har kaldet forkynderen til tjenesten (Mk.16,15) Og hann segði við teir: “Farið út um allan heimin og kunngerið gleðiboðskapin fyri øllum skapninginum! “

Sædemanden kaster kornsædet over hele marken, både på stien, på stenen, i ikke god jord og i god jord, og det eneste han ved er, at noget spirer frem og at han får en høst, og han HÅBER, at den gode jord giver stor vækst. Forkynderen, der i Guds Ånd taler ret, udbreder Guds Sandhed til ALLE mennesker, og der bliver ikke hans/hendes sag, hvem der tager imod Ordet. Både sædemanden og forkynderen lader skæbnen være i Guds hænder, og de har kun ansvaret, at sørge for, at det de er betroet med, sendes ud til et så stort område eller til så mange mennesker som muligt. Hverken sædemanden eller forkynderen har en virkning på kornsædet/Ordet eller høstens størrelse, fordi alt er afhængig af Gud! Guds Ord kommer ikke tomt tilbage til Ham, (Esajas 55,11) ”soleiðis skal orð mítt, ið fer av mínum munni, ikki venda aftur við ongum, men útinna tað, sum mær líkar, og fremja tað, sum eg sendi tað til.” Altså, Guds Nåde imod os har ikke været forgæves, skønt det kan være svært at se, hvad Guds Nåde har udrettet i os. Vi må have tillid til Gud og TRO, at noget sker.

Mennesker, der hører Ordet sammenlignes med 4 slags områder på en mark! Sædemanden sår sin mark i håbet om, at der bliver en høst, og at der måske en dag gror noget også på de vanskelige steder. Og Jesus siger: ”og í tí hann sáaði, fell sumt sáðið fram við veginum og varð niðurtraðkað, og himmalsins fuglar ótu tað upp”.

Der er tale om de små stier, der krydser en mark, og hvor folk bevæger sig i flok. Kornet der prøver at komme op, bliver trådt på, og det tyder på, at Guds Ord bliver svært at høres i flok, dvs., dér, hvor ingen tør være sig selv, men skal tænke og handle som flertallet gør. Vi kan kun tage personligt imod Jesus, og vi må hver især passe på, at vi ikke lokkes bort fra ham, pga. gruppepræs eller falske prædikanter, som Jesus siger:”síðan kemur djevulin og tekur orðið úr hjarta teirra, til tess at tey ikki skulu trúgva og verða frelst.”

Det gælder om, at holde sig til de rette mennesker, som i sandhed har Guds Ånd og lever efter Guds Ord. Mennesker hvis hjerter er som en sti på marken, hører Guds Ord og synes, at det lyder interessant, skønt de ikke forstår det hele, men Ordet hviler i tankerne ligesom kornsædet på stien, og på et tidspunkt kommer noget andet måske mere underholdende, at Ordet bliver glemt, ligesom kornsædet der bliver trådt på og ikke får lov til at spire, eller det bliver spist af himlens fugle. Måske betyder det, at Gud vil selv fjerne sin Helligånd fra den, der afviser Guds Ord, fordi salmisten skrev: (Sl.51,13)”Koyr meg ei burtur frá ásjón tíni, tak ei tín heilaga anda mær frá!” Men, hvis man lader ens hverdag fylde hele ens tanker og hele ens hjerte, så bliver der ikke plads til Guds Ord - man hører ikke Gud tale, og ens livsstil gør, at der bliver ikke plads til Gud i ens liv, og det svarer til noget vi hørte i julen:”tíð at ikki var rúm fyri teimum í tilhaldshúsinum!”

“Og sumt fell á hellubotn, og tá ið tað vaks, følnaði tað, av tí at tað fekk onga vætu.”

Der er steder hvor der kun er et tyndt muldlag oven på den hårde klippe, og skønt kornsædet spirer op, så har det ikke rod i sig til at holde fast i klippen i dårlige tider. Det er mennesker, som tager med glæde imod Guds Ord, men, så snart de møder modgang, så snart giver de op på Gud. De tolker Guds Ord i egen ånd og derfor bliver deres tro overfladisk, noget der gælder kun her og nu, fordi deres tro sidder kun i munden.

Sand tro kommer af Helligåndens virksomhed og den sidder i hjertet, som er af kød og blod! Guds ord om kærlighed sidder ikke fast, og derfor kan man hverken elske Ham eller ens næste, thi Herren er også til at træffe i de svage, de syge, de forkastede, de fangetaget (Mt.25,37-46). Det kan ske, at mennesker hører så ofte Guds Ord uden at tage det til sig, at Ordet ikke giver dem mening, ligesom en sang man hører gang på gang forbliver dog som baggrundsmusik, uden at man tager hensyn til ordene. Og en dag, bliver de forarget over Guds Ord, og måske tænker de, at Evangeliet er tåbeligt; apostlen Paulus skrev (1. Kor.1, 18.22-24) ”Tí at væl er orð krossins dárskapur fyri teimum, sum glatast, men fyri okkum, sum verða frelstir, er tað Guðs kraft... við tað at bæði Jødar krevja tekin og Grikkar søkja vísdóm, men vit boða Krist krossfestan, Jødum meinboga, men heidningum dárskap, men sjálvum hinum kallaðu, bæði Jødum og Grikkum, Krist, Guðs kraft og Guðs vísdóm”. Guds Ord skal begribes i TRO ved et personligt forhold til Gud.

“Og sumt fell mitt niður millum tornir, og tornirnar vuksu upp við og køvdu tað.”

Her er jorden god i modsætningen til jorden på stien eller på klippestenen, men her findes der tidsler, og de vinder over kornsædet! Tidsler blokerer for sollyset, så at kornet ikke kan trives, og tidslernes nåle og skarpe blade sker i kornakset så at det dør. Jesus siger, at nogle mennesker hører Ordet, men det gavner dem ikke fordi de ødelægges når de tillader livets bekymringer – (sandsynligvis hos de fattige, som ikke ved, om de kan klare dagen i morgen) - og verdens rigdomme og fristelser – (sandsynligvis blandt de rige, som ikke ved, hvad de skal bruge deres formue og tid til) - overvælde dem. Altså, en stor synd er, at vide at Gud er til, at høre Guds Ord, men at vælge selv at leve ens liv som om Han ikke er til!

Det er nemlig, at afvise både Guds løfte om syndstilgivelse og forsoning ved troen på Jesus Kristus, og Guds varsel om en dom for alle syndere. Det er at nægte, at man er synder og at Jesus er Frelseren. Og igen, det er at være i det forkerte selskab: Ens omgangskreds kan hindre én at være i Guds selskab; negative og hånende tanker og ord, kan holde et menneske bort fra Gud, at man tvivler på Guds trøstende og positive ord og løfter.

Mennesker, hvis hjerter er ligesom korn iblandt tidsler, begriber meningen og kræften i Guds Ord, dvs., at Helligånden får lov til at vække troen i dem, men de lader denne verdens ondskab og fristelser overdøve deres ører til Guds Ord og kærlighed. Bekymringer, rigdom eller verdens visdom, gør, at mennesker sætter tilliden til noget andet end Gud, at de søger først de verdslige ting og mister interessen for de himmelske, og ’det evige liv’ bliver for abstrakt at begribe. De gør på den ene hånd deres modgang stor og uoverskuelig – for stor til Gud – og de gør på den anden hånd deres rigdom/visdom til deres mål og mening i livet – at Gud bliver meningsløs.

“Og sumt fell í góða jørð, og tað vaks upp og bar hundraðfaldan ávøkst. Jesus siger: “tað eru tey, sum tá ið tey hava hoyrt orðið, goyma tað í einum vøkrum og góðum hjarta og bera frukt í tolni!”

God jord er et hjerte i hvilket Helligånden bor og virker frit, og det sker ved Guds Nåde. Det hjerte findes i enhver synder som erkender, at han/hun har været ulydig mod Gud, og samtidig angrer sine overtrædelser og søger Frelseren Jesus Kristus for at få sjælefred! Enhver, der bevarer Guds Ord i hjertet og lever efter det, er en Kristi tjener, som går ud i verden og forkynder Sandheden i Guds Ånd, og vinder andre hjem til Herren, så at høsten giver noget igen, 30, 60 ja, 100 fold! Man vil gerne tjene Jesus i kærlighed, og det bliver til Guds ære, og man bliver salt og lys i verden, og kan påvirke ens omgivelser og medmennesker, så at verden kan se, at man vandrer med Gud. Apostlen Paulus skrev: (1. Kor.15,10f.) ”Men av Guðs náði eri eg tað, sum eg eri, og náði hansara móti mær hevur ikki verið til ónýtis; nei, eg havi arbeitt meira enn teir allir, tó ikki eg, men Guðs náði við mær. Annaðhvørt tað so eri eg ella tað eru teir, soleiðis prædika vit, og soleiðis tóku tit við trúnni.”

Paulus var selv en del af høsten, som en anden havde sået i Herrens navn, og han fortsatte at forkynde Ordet og fik høsten til at vokse.

Når Guds Ord forkyndes ret, så bør man lytte og tage imod det, og ikke afvise det blot fordi man ikke bryder sig om forkynderen. Nogle bliver frelst ved Guds Ord mens andre bliver forarget over det, men det er lytteren selv der går glimt af Ordet og ikke forkynderen. Guds løfter, varsler, råd og befalinger ændrer sig ikke når Skrifterne forkyndes i Guds Ånd. Guds kærlighed, Guds Ord, gives, her i nådens tid, til ALLE mennesker uanset køn, race, alder, nationalitet osv., thi Gud gør ingen forskel.

Du bør ikke sige, at du tror på Jesus Kristus fordi dine kære gør det, men derimod, fordi du selv har hørt ham tale! Fordi du selv har hørt Guds Ord og har taget det personligt til dig, ligesom når man under altergang tager Jesus personligt til sig som ens Herre og Frelser.

Den, der hører til Kristus, bør i det mindste holde én dag om ugen fri fra denne verdens støj, bekymringer, frustrationer, forlystelser og distraktioner, og komme til en forsamling, hvor Guds Ord forkyndes ret ifølge Skrifterne, at det høres og bevares hos trofaste mennesker, og hvor Kristi sakramenter, dåb og altergang, foretages med respekt og i overensstemmelse med Herrens bud, og hvor Gud æres og lovprises både i stilhed, i bøn, i lovsang og i næstekærlighed.

Velsignelsen i at høre og bevare Guds Ord er: At du tilhører Kristus! Du er Guds elskede barn og arving i Gudsriget; du er aldrig alene! du har syndsforladelse og evigt liv ved troen på Jesus, og Guds Ånd, ja, Gud selv, bor i dit hjerte!
Apostlen Paulus sagde det så fint (Rom.8,31f.) ”Hvat eiga vit tá at siga um hetta? Er Guð við okkum, hvør er tá ímót okkum? Hann, sum ikki spardi sín egna son, men gav hann upp fyri okkum øll, hví skuldi hann ikki eisini geva okkum alt við honum?”

Æraður veri Faðirin og Sonurin og Heilagi Andin, sum tað var í upphavi, so nú og altíð og um allar ævir! Amen.

Latum okkum við ápostlinum ynskja hvør øðrum: Harrans Jesu Krists náði og kærleiki Guds og samfelag Heilaga Andans veri við okkum øllum! Amen!